Pressemeddelelse -
CISU deltager i TV2-program
Onsdag den 27. november deltager CISU i TV2-programmet Operation X. I programmet optræder en repræsentant for en organisation, der både bevillingshaver i civilsamfundspuljen og medlem af CISU.
I udsendelsen optræder personen på skjulte optagelser og udtaler sig på en måde, der lader seeren forstå, at vedkommende har betalt for sex i et afrikansk land. Han vejleder desuden en ung mand, der giver udtryk om et ønske i at være sammen med en prostitueret, i de praktiske forhold, hvis man skal være sammen med en prostitueret. Han udtaler, at han godt ved, at det er problematisk, når man repræsenterer en NGO.
Presseansvarlig Kim Jensen udtaler sig i udsendelsen på CISUs vegne. Han bliver forevist skjulte optagelser og tager klart afstand fra de udtalelser og handlinger, vedkommende giver udtryk for. Det er handlinger, der er uforenelige med organisationens arbejde.
Han slår fast, at udtalelserne tyder på, at vedkommende har deltaget i seksuel udnyttelse, som prostitution er. Sekretariatsleder Jeef Bech bakker ham op og tilføjer:
- Udtalelserne tyder på en adfærd, der er i direkte modstrid med ethvert adfærdskodeks, der arbejder med PSHEA, Prevention of Sexual Harassment, exploitation and Abuse, siger Jeef Bech.
Forvaltningsmæssige konsekvenser
Som reaktion på optagelserne tog Jeef Bech kontakt til vedkommende og den berørte organisation. CISU havde allerede planlagt et ordinært tilsyn med organisationen. Personen havde inden tilsynet trukket sig.
- Det stod hurtigt klart, at vedkommende trak sig fra alle poster i organisationen som reaktion. Den beslutning støtter vi, og fra da af var vores fokus at sikre, at organisationen lever op til de forventninger og krav, der er fra målgruppen for bevillingen, og at den lever op til de forvaltningsmæssige krav, CISU stiller, siger Jeef Bech.
Kontroversielle metoder
Operation X er et program, der benytter sig af såvel skjulte optagelser som såkaldt agent provocateur, hvor man kan fremprovokere en problematisk adfærd. Den slags er kun tilladt under særlige forhold.
- Det er kontroversielle metoder, som CISU ikke selv kunne finde på at bruge, men når det bliver forelagt, ser vi selvfølgelig på dem, siger presseansvarlig Kim Jensen.
Han fortæller, at det ikke er til diskussion, om CISU udtaler sig, selvom metoderne kan være til debat.
- Som en grundlæggende værdi om transparens i forvaltning svarer vi, når offentligheden og selvfølgelig også en journalist rejser spørgsmål, siger han
I udsendelsen udtaler han sig kritisk over for de ting, han ser på skjulte optagelser, som TV2 har forevist CISU, hvor en repræsentant for en medlemsorganisation fremstår i dårligt lys.
- I interviewet tager jeg på det kraftigste afstand fra de udtalelser og den adfærd, der tyder på seksuel udnyttelse. Vi vil altid opføre os loyalt over for medlemsorganisationer, men må også klart og utvetydigt tage afstand fra seksuel udnyttelse, siger han.
CISUs ansvar i forhold til ansøgere
I udsendelsen kredser journalisterne også om CISUs ansvar som forvalter af bevillinger. For det første problematiseres det, at vedkommende kan være en del af en bevilling.
- Det er helt grundlæggende, at bevillinger gives til organisationer og ikke personer, siger Kim Jensen.
- Når det så er sagt, er det en sund diskussion, om en person er offentligt kendt for en adfærd, der kan problematisere arbejdet i en bevilling. TV2 mener, at personen i udsendelsen var offentligt kendt for sit sexmisbrug. Det mener vi ikke, han var.
I udsendelsen beder TV2 også Kim Jensen reflektere over, om CISU har et ansvar for at opdage og sanktionere kritisabel adfærd.
- CISU kan som forvalter af offentlige midler ikke etablere et overvågningssystem, der fanger alle tilfælde af dårlig adfærd. Men vi er selvfølgelig forpligtet til at orientere om adfærdskodeks og understøtte bevillingshaveres arbejde med det. Hvis man opdager brud på adfærdskodeks, bør man altid tage fat i den relevante organisation eller eventuelt CISU.
CISUs ansvar i forhold til forvaltning
I forbindelse med udsendelsen blev der også spurgt ind til, hvorledes CISU sikrer sig, at midler anvendes til de rigtige formål.
CISU har et overordnet ansvar for, at midler går til at hjælpe udsatte grupper ved at holde øje med at midler anvendes til det, de er godkendt til at blive brugt på.
Midler bevilges af et eksternt, uafhængigt bevillingsudvalg baseret på udviklingsfaglige kriterier. På den baggrund laves kontrakter, der specificerer krav til den organisation, der får bevillinger. CISU holder på flere måder øje med bevillinger ved for eksempel at modtage statusrapporteringer samt ved at gennemføre danske og udenlandske tilsyn. Desuden gennemføres der på regnskabssiden både lokale og danske revisioner for at sikre, at midler er gået til det de rigtige formål. Afsluttende rapporter om resultater og regnskaber skal godkendes af CISU, og der indhentes yderligere oplysninger, hvis dette er påkrævet. Generelt viser rapporter meget høj målopfyldelse og meget effektiv anvendelse af midler.
CISUs ansvar i forhold til krænkende adfærd
CISU er også blevet spurgt ind til hvordan man sikrer, at der ikke finder krænkende adfærd sted i forbindelse med gennemførelse af bevillinger. Dette er et vigtigt område, da CISU har et ansvar for at sikre målgruppers rettigheder.
CISU har en todelt tilgang:
For det første stiller CISU krav til organisationer om at have politikker for ikke blot forebyggelse af krænkende adfærd, men også for forebyggelse af korruption, terror og børnearbejde. Dette er et kontraktuelt krav og der følges op på dette i forbindelse med danske og internationale tilsyn. CISU har på cisu.dk sikret offentlig adgang til disse krav. Endvidere opfordrer CISU kraftigt til ikke blot at have en adfærdskodeks men også at sikre klagemekanismer og whistleblower ordninger.
For det andet understøtter CISU organisationer i at kunne opfylde disse krav. Det sker gennem kurser i Danmark for danske organisationer samt online kurser, hvor organisationer som er partnere til danske organisationer kan deltage. Desuden findes der materiale på engelsk som kan bruges til ikke blot at træne partnere men også målgrupper, så de kender deres rettigheder. Desuden findes på cisu.dk oplysninger til brug for at organisationer kan udvikle de krævede politikker samt adgang til endnu flere kurser.
Læs mere her