Nyhed -
Review: Civilsamfundspuljen skaber relevante resultater
CISU gennemgår cirka hvert fjerde år et større review. Siden januar 2020 har civilsamfundspuljen gennemgået et review ledet af Udenrigsministeriet og gennemført af fire konsulenter og tre ansatte i ministeriet.
Udover dialog med CISUs sekretariat og bevillingssystem inkluderede reviewet besøg hos flere af CISUs medlemsorganisationer samt besøg til partnere i Ghana og Sierra Leone.
Overordnet set fastslår reviewet, at CISUs medlemsorganisationer og brugere sammen med deres partnere opnår relevante resultater, og at CISU gennem koblingen af puljer og kapacitetsudvikling understøtter dette på en god og effektiv måde. Denne overordnede konklusion understøttes af en række konklusioner, som CISU har noteret sig fra reviewet. Dem kan du downloade her.
Mette Kjærtinge, der som rådgiver i CISU har været med til at koordinere reviewet, glæder sig over disse konklusioner.
- Det er dejligt at se, at et så grundigt review fastslår vigtigheden og relevansen af det store arbejde som vore medlemsorganisationer og deres partnere udfører, siger hun.
Reviewet indeholder også en række anbefalinger.
- En del af disse anbefalinger kan vi lære fra, så vi fremover kan understøtte vores brugeres arbejde endnu bedre, siger Mette Kjærtinge og forsætter
- Samtidig må vi også konstatere, at andre anbefalinger vil pålægge vores brugere ekstra arbejde, som dels udfordrer forenklingen i adgang til støtte, som vi i CISU har arbejdet for siden 2016, samt udvider CISUs ansvarsområder udover vores nuværende mandat. Vi har derfor aftalt møder med Udenrigsministeriet efter sommerferien, hvor vi vil fortsætte dialogen om forenkling af civilsamfundspuljen og CISUs ansvar over for brugere og medlemsorganisationer.
Hvis du vil læse den samlede rapport, kan du finde den som pdf her.