Nyhed -
Engagementspuljen lukker for ansøgninger
CISU modtager ikke flere ansøgninger til Engagementspuljen efter tirsdag d. 18. januar 2022 kl. 12.00.
Det skyldes, at det ansøgte beløb på nuværende tidspunkt langt overstiger de resterende midler i puljen.
- Det er ikke til fordel for nogen, at der er ildsjæle, der bruger tid, ressourcer og ligger hjerteblod i at skrive ansøgninger til projekter, som vi kan se på forhånd, der med al sandsynlighed ikke bliver midler til, forklarer Helene Kannegaard, rådgiver på Engagementspuljen.
Fristen for puljen blev i november 2021 forlænget til den 1. marts 2022, eller indtil der ikke var flere midler tilbage i puljen.
- Det er den situation, vi står i nu. Hvis man har en idé til en indsats, der har karakter af at være oplysning om udviklingslande, og som kan finansieres for 30.000 kroner, kan man se nærmere på CISU Oplysningspulje i stedet, siger Helene Kannegaard.
Den næste ansøgningsfrist for Oplysningspuljen er den 6. april kl. 12.00.
Man kan læse mere om CISUs Oplysningspulje her.