Nyhed -
Derfor skal du deltage på CISUs højskoleweekend
Den 12.-14. november inviterer CISU frivillige og ansatte i medlemsorganisationerne til højskoleweekend på Brandbjerg Højskole. Weekenden består af fire forskellige faglige kursusspor, som bliver bundet sammen af det fælles tema om Fremtidens Partnerskaber.
Men hvorfor er det netop det tema, CISU har valgt, og hvad er det egentlig, sådan et højskolekursus kan?
Det og flere spørgsmål har kommunikationsrådgiver i CISU, Camilla Bøgelund, stillet til rådgiver Søren Asboe, som er en af kræfterne bag højskolekurset.
Hvorfor skal deltagerne diskutere fremtidens partnerskaber?
- Valget faldt på partnerskaber som fælles tema, fordi det er en af de vigtigste samtaler om udviklingsarbejde, der pågår internationalt, og dels fordi det er en yderst relevant diskussion, nu hvor CISU sammen med medlemmerne skal skabe en ny strategi for 2022-2025, siger Søren Asboe og fortsætter:
- Vi synes egentlig, at CISU og medlemsorganisationerne allerede er godt rustet til at deltage i debatten om fremtidens partnerskaber, men særligt i forhold til den del, der handler om lokalt lederskab, vil vi gerne blive endnu skarpere. Derfor bliver et af de helt store spørgsmål, vi skal diskutere, hvordan vi kan blive stadigt dygtigere til, at det er vores partnerorganisationer, der sætter de strategiske rammer og er ansvarlige for implementeringen af udviklingsindsatser, mens danske organisationer bliver en social aktør i vores egen kontekst.
Han fortæller også, at CISU forsøger at få markante eksterne inputs og perspektiver fra det globale syd og andre civilsamfundsnetværk fra andre steder i verden til at være med til at besvare spørgsmålet.
Det lyder alt sammen spændende, men hvem arrangerer CISU højskoleweekenden for? Skal man vide en masse om partnerskaber på forhånd?
- Nej, det skal man ikke. Ambitionen er, at alle i vores medlemsorganisationer vil kunne finde et fagligt spor i programmet, som er lavet til dem. Hvad end man er ansat i en erfaren programorganisation eller ny frivillig i en helt ny organisation, siger han og uddyber:
- I dagtimerne følger deltagerne de forskellige faglige spor - som også handler om meget andet end partnerskaber - og om aftenen kan så glæde sig til at møde frivillige fra alle typer organisationer til den tværgående faglig diskussion om fremtidens partnerskaber.
Hvordan er højskolekurset anderledes fra CISUs fyraftens- og weekendskurser?
- Særligt efter en tid med corona er vi i CISU opmærksomme på at arrangere kurser og arrangementer, hvor det personlige møde får endnu større betydning. Det er vi mange, der har savnet og manglet. Derfor samler vi med højskoleweekenden nogle af vores kurser med et samlet tema, så man som deltager møder endnu flere fra andre organisationer.
Han afslutter med at fortælle, at med den form kan medlemsorganisationerne bruge det at tage på et CISU-kursus til at lave noget socialt sammen og til at få nye medlemmer med ind i det faglige fællesskab og netværk, der findes i CISU.
- Det håber vi, mange vil benytte sig af, for vi glæder os helt vildt til at se medlemsorganisationerne igen til global faglighed, fordybelse og hygge, siger Søren Asboe.
Man kan læse mere om højskoleweekenden på cisu.dk/højskole og tilmelde sig her.
Det kan imidlertid være svært at vente helt til højskoleweekenden med at tage hul på den spændende diskussion om partnerskaber.
Derfor inviterer CISU til en online samtale om CISUs nye strategi med fokus på Fremtidens Partnerskaber allerede den 28/9 fra kl. 14.00-16.30. Tilmelding til det sker her.