Gå til indhold
DERF er åben for COVID19-indsatser

Nyhed -

DERF er åben for COVID19-indsatser

De endelige rammer er nu på plads for den ekstraordinære bevilling på 25 millioner til COVID-19-indsatser i Den danske Nødhjælpspulje – DERF. 

Der blev derfor mandag den 18. maj åbnet for to calls til COVID19-indsatser. Der kan løbende indsendes ansøgninger til de to calls til og med den 7. juni, eller indtil puljen er tom.

Bevillingen blev givet som en del af den danske respons på COVID-19 i begyndelsen af april.

Læs mere om baggrunden for bevillingen her.

De to calls er baseret på FN’s Globale COVID19-appel (the Global Humanitarian Response Plan on COVID19), som fokuserer både på de direkte følger relateret til sundhed og alle andre følger af pandemien for de mest sårbare befolkninger i de svageste lande.

”Indsatserne kan blandt andet være med til at stoppe spredningen af COVID19-pandemien og dermed mindske dødeligheden, være med til at sikre menneskers levebrød og beskytte, hjælpe og advokere for flygtninge og internt fordrevne og migranter,” forklarer DERF Manager Signe Allimadi. 

Støtte til lande med humanitære kriser eller flygtninge
Som følge af denne appel kan DERF-brugerne søge til indsatser i to forskellige grupper af lande. 

Den første grupper dækker over 63 lande, som er identificeret som prioritetslande for humanitære indsatser. De fleste af landene er geografisk placeret i Afrika, Sydamerika eller Mellemøsten, og gruppen dækker primært over lande, der allerede oplever en humanitær krise eller er vært for større flygtningegrupper.

Eksempler er blandt andet Rohingya- flygtningelejre i Bangladesh, som for nyligt konstaterede de første tilfælde af COVID19, syriske flygtninge i Libanon eller sårbare befolkningsgrupper som for eksempel kvinder, børn mennesker med kronisk sygdom eller handicap i Palæstina eller Rwanda.

Derudover kan man også søge til tidlige indsatser i en mindre gruppe på ni lande, som er identificeret som on-watch lande i maj 2020i en af opdateret version af den globale COVID19-appel.

”Her er der tale om lande, som ikke er i en humanitær situation lige nu, men som er under overvågning, fordi der vurderes at være en særlig risiko for, at de ikke vil kunne håndtere alvorlige følger af pandemien,” siger Signe Allimadi.

De ni lande er Elfenbenskysten, Guinea, Kenya, Malawi, Mellemamerikas nordlige trekant (El Salvador, Guatemala, Honduras), Papua Ny Guinea, Østtimor, de små østater i Caribien og Stillehavet og Uganda.

Rammer for indsatserne
Ansøgere til DERF kan søge op til 0,5 million kroner til tidlige indsatser (early action) i on-watch landene og op til 2 millioner kroner til en kombination af tidlige indsatser og respons afhængigt af behovet i de 63 prioritetslande.

Op til 20% af den totale COVID19-pulje under DERF kan allokeres til tidlige indsatser i de ni on-watch lande og resten til de 54 prioritetslande.

Der er udarbejdet et supplement til de almindelige DERF-retningslinjer samt særlige ansøgningsformater til hver af de to modaliteter. Begge dele kan findes på cisu.dk/derf.

CISU kan ikke tilbyde rådgivning vedrørende de enkelte ansøgninger, men kan derimod give vejledning på baggrund af konkrete spørgsmål til DERF-retningslinjer, formater og procedurer.

Stor interesse for DERF
DERF Manager Signe Allimadi fortæller, at CISU allerede har modtaget et stærkt stigende antal henvendelser fra organisationer, der bruger DERF, om de fremadrettede muligheder for at kunne hjælpe særligt sårbare grupper i skrøbelige og fattige samfund, som rammes specielt hårdt af COVID-19 krisen. 

”Vi er blevet kontaktet af ansøgere, som vi aldrig har oplevet før og har allerede modtaget en række ansøgninger, siden vi åbnede for få dage siden. Vores helt klare vurdering er, at de 25 millioner kroner, vi har fået tilført til DERF, vil være bevilget indenfor få uger,” siger hun og fortsætter:

”Derfor arbejder vi stadig på at få flere midler til DERF og dermed humanitære indsatser, der håndterer COVID-19-krisen.”

Emner

Kategorier

Kontakt

Kim Jensen

Kim Jensen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent/Pressekontakt Ekstern kommunikation 30224511