Gå til indhold
I 2017 vandt Danwatch CISUs Initiativpris og de 10.000 kroner til sit folkelige arbejde.
I 2017 vandt Danwatch CISUs Initiativpris og de 10.000 kroner til sit folkelige arbejde.

Nyhed -

De nominerede til CISUs Initiativpris 2020

Hvert år på CISUs generalforsamling uddeles CISUs Initiativpris til en person eller organisation, som gør noget helt særligt i Danmark for at skabe opmærksomhed om udviklingsarbejdet.

De seneste måneder har man kunnet indstille kandidater til CISUs Initiativpris 2020, hvorefter CISUs bestyrelse har haft den svære opgave med at udvælge tre nominerede blandt indstillingerne.

Det har de gjort, og vi kan nu løfte sløret for, hvem de nominerede er:

  • Ulandsssekretariatet er nomineret til CISUs Initiativpris, fordi de med deres Frame, Voice, Report! -projekt har engageret lærlinge og elever på tekniske skoler i arbejdsforhold og global migration. En målgruppe, som ikke normalt nås med oplysning om internationale forhold og udvikling. Organisationen sendte lærlingene til Nepal, hvor de arbejdede med nepalesiske bygningsarbejdere og potentielle migranter. Efterfølgende holdt de foredrag på tekniske skoler og skrev artikler til fagblade som MetalMagasinet og Blik og Rør. De tilpassede budskabet til den specifikke målgruppe og talte til dem gennem deres faglighed.

  • 100 % for Børnene har de seneste år markeret sig som en stærk mindre civilsamfundsorganisation og gør et godt stykke arbejde med at skabe synlighed. Organisationen er gået ad nye veje i Danmark for at engagere danskere - blandt andet gennem innovative virksomhedssamarbejder og en solid messestruktur, som gør, at 100 % for Børnene hvert år kommer rundt i hele Danmark og fortæller om, hvordan de som en mindre organisation arbejder med udviklingsarbejde og verdensmål. Det er også en organisation, som gennem samarbejde med Københavns Professionsskole og Københavns Universitet har formået at løfte frivillighed til en strategisk ressource for deres virke og budskaber.

  • Den Grønne Studenterbevægelse har med en gennemført kommunikationsindsats bidraget til at skabe en social bevægelse omkring klima i en tid, hvor mange unge oplever, at deres politikere ikke handler tilstrækkeligt eller hurtigt nok. Bevægelsen har også haft stor succes med at sætte deres mærkesag på den politiske dagsorden. De har engageret danske unge til at kæmpe for en grønnere fremtid i Danmark og klimaretfærdighed for verdens fattigste - blandt andet gennem klimastrejker, som har fundet sted over hele landet igennem hele 2019.

Formålet med CISUs Initiativpris er at anerkende en person eller en organisation, som gennem oplysning eller politisk arbejde har gjort en særlig indsats for at inspirere og/eller mobilisere danskere til at engagere sig det globale udviklingsarbejde. Gerne på en nytænkende og kritisk måde, som vækker debat og diskussion.

Sammen med prisen for vinderen 10.000 kroner til sit folkelige arbejde og en statuette af Jens Galschiøt.

Læs mere om CISUs Initiativpris her.

På CISUs generalforsamling den 18. april i Odense Mødecenter kan man opleve de nominerede fortælle om deres oplysnings- og politiske arbejde. Det er deltagerne på generalforsamlingen, der afgør, hvem der skal modtage initiativprisen.

Man kan melde sig til CISUs generalforsamling her.

Efter generalforsamlingen holder CISU sit 25-års jubilæum.

Tilmelding til jubilæet sker her.

Emner

Kategorier

Kontakt

Kim Jensen

Kim Jensen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent/Pressekontakt Ekstern kommunikation 30224511