Nyhed -
CISU søger EU-midler til oplysning og engagement
CISU har sammen med 10 europæiske partnere sendt en projektansøgning til et Call For Proposals fra EU DEAR – (Development Education and Awareness Raising).
- I starten af året fik vi besked om, at vores konceptnote var blevet godkendt, og at vi derfor blev inviteret til at indsende en fuld ansøgning. Siden da har vi arbejdet med at få ansøgningen færdig, så vi kunne indsende den midt i april, fortæller Camilla Bøgelund, engagementsrådgiver i CISU.
Nogle af samarbejdspartnerne er nye, mens andre er organisationer, CISU har arbejdet sammen med før. I de tidligere EU-projekter Reframing the Message og Frame, Voice, Report! samarbejdede CISU med syv af partnerne, som er fra det nordlige og sydlige Europa.
Til denne ansøgning har de syv inviteret yderligere tre partnere med fra det østlige Europa. Partnerne i projektet er også organiseret i European Network for Citizens Initiatives in Global Solidarity.
Connect for Global Change
Titlen på det ansøgte projekt er Connect for Global Change. Projektets fundament er en pulje til civilsamfundsorganisationer i de 11 europæiske lande, der – i samarbejde med unge - skal oplyse og engagere særligt unge og de såkaldt ’neutrale’ målgrupper i global udvikling.
Den anden del er kapacitetsstyrkelse af de organisationer, der får bevillinger. En kombination, som ikke er fremmed for CISU og brugerne af CISUs puljer, fortæller Camilla Bøgelund.
- Vores medlemsorganisationer og andre ansøgere til vores puljer vil kunne genkende mange elementer fra OpEn – Udenrigsministeriet Oplysnings- og Engagementspulje og Oplysningspujlen. Det nye i denne pulje er fokus på at oplyse og engagere danskere om global udvikling i relation til unge og køn.
Hvis ansøgningen går igennem, får CISU 5 millioner kroner, som danske civilsamfundsorganisationer kan søge til projekter under 200.000 kroner fordelt på to ansøgningsrunder.
CISU regner med at få svar fra EU sidst på sommeren 2023, hvorefter projektet forventeligt vil starte i foråret 2024.
De 11 partnere i ansøgningen:
- Wilde Ganzen (Holland)
- FINGO – Finish Development NGO’s (Finland)
- 11.11.11 (Belgien)
- CISU - Civil Society in Development (Danmark)
- COP (Italien)
- RESACOOP (Frankrig)
- LAFEDE (Catalonien, Spanien)
- SLOGA- Slovenian Global Action (Slovenien)
- LAPAS (Letland)
- Grupa Zagranica (Polen)
- Lithuania Development Cooperation Platform (Litauen)