Gå til indhold

Nyhed -

CISU og Fonden Roskilde Festival vinder udbud om ny pulje til oplysning og engagement

I efteråret 2021 annoncerede Udenrigsministeriet et udbud på en ny Oplysnings- og Engagementspulje. Den nye pulje skal ”engagere danskere i at gøre en forskel for en mere retfærdig, sikker og bæredygtig verden,” som der står i udbuddet.

Det er netop offentliggjort, at et konsortium bestående af CISU og Fonden Roskilde Festival i samarbejde med DeltagerDanmark og The Why Foundation har vundet udbuddet.

- Opgaven med at løfte den nye pulje handler både om at forvalte og rådgive og om at udvikle og engagere i en vigtig dagsorden, som vedrører os alle: Hvordan vi bidrager til udviklingen i verden. Det er en omfattende og mange-facetteret opgave, og det er oplagt at løfte den i et konsortium, hvor vi hver især sætter vores fagligheder, viden og erfaringer i spil. Vi er stolte over at have vundet, og vi glæder os til at komme i gang, siger Christina Bilde, vicedirektør for kommunikation, partnerskaber og filantropi i Roskilde Festival Gruppen.

Udenrigsministeriet har afsat 25 millioner til den nye pulje. De 20 millioner skal gå til bevillinger til oplysnings- og engagementsindsatser. Den resterende del går til at udvikle, rådgive og forvalte puljen, arrangere events og at støtte netværk og andre former for udveksling af erfaringer på tværs af de brancher, der kan søge støtte fra puljen.

- Vi glæder os utroligt meget til at samarbejde med Roskilde Festival, DeltagerDanmark og The Why Foundation om i endnu højere grad at udfolde det store potentiale og at øge samarbejdet mellem forskellige aktører om at engagere og oplyse danskere om den verden, vi alle er en del af, siger Jeef Bech, sekretariatsleder i CISU.

I 2020 og 2021 kunne civilsamfundsorganisationer i partnerskab med aktører fra mange forskellige sektorer søge Engagementspuljen, som også administreres af CISU. Puljen støttede engagementsindsatser, som er i fuld gang med at blive implementeret.

- Vi er allerede i fuld gang med det forberedende arbejde til at få den nye Oplysnings- og Engagementspulje klar. Vi forventer at kunne give yderligere information senest til juni, og at det vil være muligt at søge umiddelbart efter sommer, siger Jeef Bech.

Emner

Kontakt

Kim Jensen

Kim Jensen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent/Pressekontakt Ekstern kommunikation 30224511