Nyhed -
CISU Mellem Ørerne: Opdateringer til Civilsamfundspuljen (Udskrift)
CISU udgiver podcasten 'CISU Mellem Ørerne'. For at højne tilgængeligheden udgiver vi den også som tekst.
Herunder er teksten til afsnittet om ændringer i retningslinjerne til Civilsamfundspuljen. Bemærk, at det er en direkte og automatisk genereret udskrift af tale-sprog. På tale udtrykker man sig ofte mindre præcist og kortfattet end på skrift, og udskriften er derfor markant anderledes end en skrevet artikel om emnet.
Alle afsnit af 'CISU Mellem Ørerne' kan findes i de fleste podcast-afspillere. Dette afsnit kan også afspilles direkte i linket her.
CISU Mellem Ørerne: Opdateringer til Civilsamfundspuljen
Kim: Jeg har fået besøg af Maria Haahr, som er rådgiver her i CISU, og Lars Møller, som kommer fra en organisation, der hedder Gambia Media Support.
Maria, hvor har folk mon mødt dig i CISU-sammenhæng?
Maria: Jeg er jo rådgiver her i CISU, så man har mødt mig, hvis man har kommet og skulle have noget rådgivning til sin ansøgning. Man kan også have mødt mig på et kursus, og man kan måske have ringet mig ind og snakket med mig.
Kim: Og Lars Møller, du kommer fra Gambia Media Support. Hvad er det, I laver?
Lars: Vi støtter medier i Gambia, og vi støtter civilsamfundsorganisationer med hensyn til kommunikation.
Og det startede egentlig med, at vi var en gruppe journalister, der var i Gambia for 15-20 år siden og opdagede et stort behov. Så skabte vi den her organisation, og det har så bredt sig til, at vi også arbejder med civilsamfundet.
Kim: Ja.
Vi skal jo tale om de her retningslinjer, der er til civilsamfundspuljen. De er blevet opdateret, og så tænkte jeg, det var jo rart at tale med Maria, fordi hun har været tovholder på den.
Og det kunne være rart at tale med Lars, fordi I er jo faktisk brugere af puljen.
Jeg var lige oppe og se, at hvis man går ind og så lige søger bevillinger og søger Gambia Media Support, så er det jo, I er oppe på et to-cifret antal, kan jeg se.
Lars: Ja, Vi er meget loyale.
Kim: Det er godt!
Og det er helt tilbage i 2007, så vidt jeg kunne se, at I fik den første bevilling.
Lars: Ja.
Kim: Inden vi nu kaster os ind i, hvad der er lavet om i puljen, Maria, så kunne det jo også være rart at vide, hvad puljen så egentlig er og har været indtil nu.
Det er jo noget af det grundlæggende ved CISU, at vi skulle forvalte den her pulje, og at den har vokset fra det, der ikke engang var en minipulje.
Men hvad, hvis man skulle lave en elevator-tale, altså sådan kort beskrevet, hvad er puljen så i dag?
Maria: Jamen, civilsamfundspuljen er jo muligheden for danske civilsamfundsorganisationer til at søge støtte til at lave gode projekter med deres partner ude i verden.
Og det er jo den klart største pulje, vi har her i CISU, og den, som jeg tror, de fleste medlemmer og brugere af CISU kender.
Og det er jo en pulje, som har en masse forskellige støtteformer, og det er jo fordi organisationer og projekter og indsatser er forskellige,
så man kan søge fra små projekter på et par hundredtusind, op til at man kan have et program, som er en fast aftale på flere millioner om året.
Så der er mange forskellige støtteformer her.
Kim: Ja, og der er jo nogen, der tror, at man skal være medlem af CISU for at søge, men det skal man jo ikke.
Maria: Nej, det skal man ikke. Puljen er åben for alle, som er ansøgningsberettigede, som det så fornemt hedder, altså alle, der lever op til de her krav. Det, man skal være medlem af CISU for, det er for at få rådgivning med mig eller en af mine kolleger, hvor vi går i dybden med at prøve at være, som jeg plejer at sige, en djævelens søde advokat på folks ansøgninger. Det er sådan en medlemsservice. Men puljen er åben, og vi vejleder selvfølgelig også om de mere konkrete, praktiske ting til alle ansøgere.
Kim: Lars, kan du kort fortælle, I har også gjort brug af rådgivning her, og I har også fået de her bevillinger. Hvis man så kort skal fortælle, hvad I har fået ud af det, hvad skulle man så sige?
Lars: Jamen, for os som medlemmer har vi fået meget ud af rådgivning, fordi dels er det jo selvfølgelig et særligt univers, man går ind i, når man skal lave udviklingsarbejde, og at komme ned med at præsentere en idé, og få den udviklet sammen med rådgivere, og få peget på svagheder i projektet. Så det har været en stor støtte for os, siden vi startede.
Vi kommer stadigvæk og beder om rådgivning, jeg vil ikke sige i tide og utide, men når vi har brug for det, fordi der er et eller andet, som vi slås med. Så på den måde er det egentlig et meget fedt at være medlem her, vil jeg sige.
Kim: Jamen, det må jeg jo så erklære, det er jeg jo glad for at høre. Men vi skal tale om de her retningslinjer, og hvad der nu er nyt i det, og i det skal vi selvfølgelig også nok lige komme omkring nogle af de her bærende principper. Maria, når jeg kigger ned på denne her fine summering, du har lavet af det, så står der noget med, at der er nogle værdier, der træder tydeligere frem. Hvad skal det sige?
Maria: Det handler jo om, at vi har været i gang med at lave den her opdatering. Det er jo ikke for at holde os selv i gang, det er jo fordi, at verden også ændrer sig. Det er fordi, at CISU har fået en ny strategi, som vi har gjort vores bedste for, ligesom også afspejler sig i puljen. Og fordi, at der er det her med, hvad er det egentlig, vores pulje bygger på, som vi har tænkt, det kunne måske godt være lidt klarere, både når man ansøger, når man læser, men også i vurderingen af det.
Og sådan de to værdier, som har fået endnu mere plads nu, det er det her omkring lokalt lederskab, hvor vi prøver at sige, at det er de ligeværdige partnerskaber, det er samarbejdsorganisationerne, som virkelig skal have førertrøjen på i implementeringen af de her forskellige indsatser. Og så det her omkring bæredygtighed, hvor vi siger, at klima, natur og miljø er så vigtige og er noget, som alle skal tage højde for. Og det er også et område, hvor der i de, jeg har lige rundet mit femårsjubilæum her i CISU, og kan se, at det er virkelig et område, hvor der sker rigtig meget, rigtig hurtigt. Og der er jo sådan nogle diskussioner ude i verden af på, om det går for hurtigt, eller går det for langsomt, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at det her med, at man også skal forholde sig til klima, natur og miljø, når man laver en indsats, der handler om social retfærdighed eksempelvis, at det er noget, som rykker rigtig hurtigt i de her år.
Kim: Jeg stopper lige op, fordi et begreb, jeg har hørt meget, når jeg kommer på sekretariatet, og som man sikkert også hører meget i miljøet, det er noget af det første, du siger, lokalt lederskab. Hvad vil det sige?
Maria: Jamen, det vil jo sige det her med, at vi giver vores samarbejdspartnere ude i verden plads til at være dem, der får lov at være de eksperter på de lokale forhold, som de er. Så vi lader dem, som jeg sagde før, have førertrøjen på, være dem, der siger, at det er det her projekt, det skal handle om, udnytter deres kendskab til den lokale kontekst, lokale sammenhæng, kontakten til målgruppen. Og vi så som danske organisationer tager den rolle, vi kan have i at være understøttende, i at være kapacitetsopbyggende, i at være dem, der måske linker forskellige organisationer, der linker folk sammen, at vi udnytter vores kompetencer der, at det ikke er os, der skal sidde her i Sisus rådgivningslokale og være eksperter på, hvordan virkeligheden ser ud i Gambia eller i Myanmar, eller hvor man nu er henne.
Kim: Og det er jo forhåbentlig ikke noget nyt?
Maria: Det er bestemt ikke noget nyt, og det er jo også noget, som vi oplever, at CISUs ansøgere er rigtig dygtige til, men det er her, vi prøver at skubbe endnu mere på og tydeliggøre det og sige, at det er noget, I er gode til, og det er faktisk også noget, der skal skrives tydeligt frem i sådan en stak retningslinjer her, at det også er noget af det, der er super vigtigt. Og der er da også indimellem nogen, som måske har brug for et lille skub til at sige, prøv at slippe tøjlerne lidt, selvom I ved det så godt, så prøv at slippe kontrollerne lidt og give jeres partner plads til at udfolde sig med deres viden og kompetencer også.
Kim: Hvad tænker du, Lars? Er I nogen af dem, der skal have et lille skub, eller er I nogen af dem, der allerede gør det?
Lars: Jeg tænker, at i det her, der har, tror jeg, alle, uanset erfaring, brug for et lille skub, fordi det er så nemt at vide bedre, og det er så nemt at være ambitiøs. Og noget af det, jeg i hvert fald har lært i de her 15-20 år, vi arbejder med Gambia, det er, at langsom udvikling er meget bedre end hurtig udvikling, fordi det, det handler om, det er jo, at partneren rent faktisk kan gennemføre det, der skal gennemføres, og fortsætte på det niveau, og så behøver det ikke nødvendigvis være lige så perfekt, som man forestillede sig. Altså, nogle gange har jeg set udviklingsprojekter, hvor der kommer danske konsulenter ned, eller danske partner ned, og konsulenten kan sørge for, at alle målene er nået, rapporten er helt perfekt, men når konsulenten rejser, falder det sammen, og det sker skidenemt, så jeg kan kun tænke, at det er rigtigt, det der med et lille skub.
Og når den lokale, eller Gambieren, skal være i førersædet, så er det jo, fordi det er dem, der skal styre det, og det må blive så godt, som de kan være med til, og vi skal hjælpe, og vi skal stå. Andre gange, så er det jo sådan, at vi er foran, fordi hvis vi kommer med en kapacitet, nu arbejder vi en del med undervisning, og så kan der jo være nogle undervisningsfærdigheder, og det kan også være noget med, hvordan man laver regnskaber, der kan være nogle regnskabsfærdigheder, hvor der kommer en ned og siger, hør, sådan og sådan, der er et undervisnings... Der er underviseren på en måde foran, men målet der er jo også, at den anden, den der modtager, udfører, og det bliver lige præcis så godt, som det kan lade sig gøre der, og så må vi komme igen og gøre det bedre, og det er jo rigtigt.
Kim: Ja. Jeg skal så lige høre, Maria, når vi så siger, at nu vil vi gerne have de her to ting, der træder lidt tydeligere frem, så hvordan gør man så det? Altså så formoder jeg, at så skal man jo beskrive det i sine ansøgninger, så får man måske nogle point i et eller andet system, eller sådan noget. Hvordan gør man det? Hvordan får vi det her til? Hvordan måler man lokal lederskab?
Maria: Jamen altså, det er rigtigt, som du siger, altså retningslinjer er jo bygget op med, at vi opstiller nogle vurderingskriterier, altså nogle ting, man bliver vurderet efter, hvor godt man gør, sådan er retningslinjer bygget op, der findes vurderingskriterier, og så findes der en masse krav, altså nogle minimumsting, man skal gøre. Og så er der de her kriterier, som man kan opfylde i større eller mindre grad. Og der har vi nu været inde og skrevet det tydeligt frem og sige, jamen din ansøgning, den skal leve op til puljens formål, og den skal være i overensstemmelse med de her fem værdier, som vi har identificeret og beskrevet, og sagt, jamen det er de værdier, vores pulje bygger på. Det er jo ikke nye værdier, de har også været med i retningslinjerne før, men har haft en måske lidt mere diffus placering, og nu prøver vi sådan noget tydeligere, jamen det er faktisk de her værdier, man aktivt skal forholde sig til. Og det er jo det værktøj, retningslinjerne også er.
Der sidder jo et bevillingsudvalg, som i en sidste ende afgør, hvem der er der får pengene, og hvem der er der ikke gør. Der er jo desværre ikke helt penge nok til alle indsatserne, og der er det jo det her værktøj, man har at styre efter. Det er jo vurderingskriterierne. Og som du siger så, for de store indsatser, altså udviklingsindsatserne, at der bliver også ind og lavet en scoring, hvor man går ind og giver nogle point, som er med til at hjælpe mellem prioriteringen i forhold til, hvis der er flere støtteværdige projekter, som de hedder, end der er penge.
Kim: For så lige for at få det skrevet ud i pap, man skriver sin ansøgning. I den skal man gøre rede for, at man lever op til de her ting. Man skal gøre rede for, at man tager det alvorligt med klima og miljø, med lokalt lederskab osv., og du når ham og de andre værdier. Så er det så, at der sidder nogen og kigger på, det har man så gjort redde for, og så er man støtteværdig.
Maria: Det er jo ét af vurderingskriterierne. Der er jo en hel række, så det er jo også det her med, at man skal beskrive sig selv og sin partnerorganisation. Der bliver man vurderet på, er det nogen, der har erfaring og kapacitet til at lave det, de gerne vil. Og der skal det jo gerne følges af. Er man en mindre erfarende organisation, så passer det måske rigtig fint at lave et lille projekt og få sig lidt erfaring, og er man oppe og godt kunne tænke sig 3 millioner for tredje gang, så er det jo der, man skal demonstrere et andet og højere niveau af erfaring. Så det bliver man vurderet på, og så bliver man selvfølgelig vurderet på selve indsatsen. Hænger det sammen? Har man nogle planer for, hvordan de her gode mål, man har sat sig, bliver ført ud i livet? Har man egentlig styr på målgruppen? Hvem de er? Har man taget højde for deres ønsker? Og så bliver man jo også vurderet på omkostningseffektiviteten. Bruger man pengene fornuftigt, har man et blik for at sikre, at der kommer bedst muligt resultat ud af de penge, vi nu har til rådighed.
Og det vil så være sådan, at først og fremmest så bliver man vurderet, har vi nu fremlagt noget, som er støtteværdigt? Kan man gå videre med? Og hvis der så ikke er penge til alle de her støtteværdige, så vil man simpelthen gå ind, og så bliver vi jo nødt til at sige, at der er nogen, der på en måde er bedre end andre. Ja, det er det, der gælder, når vi er oppe og søge det, der hedder udviklingsindsatserne, som er over en halv million. For de mindre indsatser, små indsatser og medborgerindsatser op til en halv million, der har man faktisk lavet en prioritering, og det er faktisk i sidste ende CISU's bestyrelse, der går ind og styrer det, og siger, at der vil vi godt prioritere at sige, at for de mindre indsatser, hvis indsatsen er god nok, kan man sige, at den er støtteværdig, så får de midler. Mens at man siger, at for udviklingsindsatserne, der er desværre ikke penge til alle, og der skal man jo så have et eller andet system at prioritere efter. Så der går man først ind og siger, er den støtteværdig eller er den ikke støtteværdig? Og så blandt dem, der er støtteværdige, så går man så ind og bruger den her score, hvor der er givet point på de forskellige områder til at afgøre, hvem får pengene. Og der starter man jo så med dem, der har klaret sig bedst, kan man sige.
Kim: Godt. Tak. Og nu fik vi nævnt det her med lokalt lederskab, men ellers så er det en rettighedsbaseret tilgang, som jeg forstår det, fattigdomsorientering, partnerskab, den hører så ind under lokalt lederskab går ud fra og bæredygtighed. Men det er, som du også siger, nogle ting, der allerede har været brugt i puljen. Vil det være sådan, at man simpelthen bliver bedt om at redegøre for dem alle sammen, eller kan man godt lave en aktivitet, der går mest i retning af den ene del?
Maria: Det kan man sagtens gøre. Man kan sige, at man ikke kan være i modstrid med det. Man behøver ikke direkte arbejde med rettigheder og have en stor kampagne på det nødvendigvis, men at det skal være bagtæppet for det, man laver. Man skal have et blik for menneskerettigheder, for den rettighedsbaserede tilgang, men at det nødvendigvis behøver at være selve temaet. På samme måde kan man sige omkring bæredygtighed, der kan man sagtens lave en indsats med fokus på social retfærdighed, men hvor man skal have et blik for, at det ikke sker på bekostning af klima, natur og miljø. Så det skal være bagtæppet for det, man laver, og så vil det typisk være noget, der fylder mere end andre.
Kim: Det ville I også kunne se i Gambia Media Support. Jeg tænker, at det måske ikke er umiddelbart er her man tænker klima og miljø som det første, så vil I ikke blive afskrækket af, at det er noget, der også er skrevet frem?
Lars: Nej, og på en måde har vi jo forholdt os til det løbende gennem årene, fordi det er der mange gambiske organisationer, der gør, og det er der mange gambiske journalister og medier, der gør. Så det er jo noget, der spiller ind i vores samarbejde. Det at tænke over de værdier, det er jo godt, det er jo en god ting at sætte sig ned med partnerne, og så snakke om, CISU siger de her ting, og det afspejler sig. Det her er en afspejling af noget bagbeliggende, men det her er noget, vi er forpligtet til at forholde os til, og det vil vi gerne gøre sammen med partneren. Og så får vi en diskussion om de værdier og om andre værdier.
Og hvis vi arbejder langsigtet og med udviklingsprojekter, så er det jo oplagt, at strategien er vigtigt. Det er oplagt, at vi skal have styr på vores værdier, at vores partner skal have styr på sine værdier. Og det er et udgangspunkt. Og hvordan vi så i de forskellige projekter lever op til det, og fremstiller, at vi lever op til det, det er så noget andet. Og man bliver selvfølgelig forvirret, hvis en lille aktivitet skal leve op til alting, så det er jo helt rigtigt, som Maria siger, at det må være et bagtæppe. Så jeg tænker, det kan vi sagtens arbejde med.
Kim: Den næste ting, jeg har noteret mig her, da jeg gik igennem de her opdateringer, det var det her med målgruppe. Jeg er jo journalist, så jeg har jo en forståelse for en målgruppe, Maria, men jeg tænker, at I måske har en mere nuanceret. Hvem er målgruppen for en aktivitet, og hvordan skal den tænkes ind fremover?
Maria: Målgruppen, det er jo dem, som vi gerne vil samarbejde med om at sætte dem i en lidt bedre situation, kan man sige. Så det vil jo være dem, man laver aktiviteter for og sammen med. Ofte har man jo flere målgrupper i en indsats, som man arbejder med. Ens partnerorganisation kan også være en målgruppe, hvis man arbejder med kapacitetsopbygning, som Lars også nævnte tidligere. Så det, der er det nye på det her med målgruppe, det er, at man nu også bliver spurgt til, at man har inddraget målgruppen i planlægningen af indsatsen. Det handler jo om det her med, at man faktisk har blik for, at det ikke bliver et rigtig smukt skrivebordsprojekt, som bare ikke passer ind i den kontekst, man arbejder i. Og det er jo igen en af de her ting, som selvfølgelig skal ske med blik for, hvor stor en indsats man laver. Fordi søger man en halv million til en mindre indsats, så er det ens partners kendskab til målgruppen, at de har besøgt dem, at der er en kommunikation, vil være fuldt tilstrækkeligt. Er man ude og lave et større, længerevarende projekt, der kan man sige, at der havde det måske været rigtig fornuftigt at holde en workshop og starte med målgruppen eller gå rundt og lave en mere systematisk indsamling af målgruppens viden og interesser. Så det er igen et af de steder, hvor det selvfølgelig skal afstemmes, men hvor vi understreger det her med at sige, at det er blikket for målgruppen og de lokale behov, som er det drivende i det her.
Kim: Og ligesom før, så er der forhåbentlig ikke noget nyt i det her med, at man skal have et kendskab og et blik for målgruppen, men som du siger, det er bare skrevet mere tydeligt ind eller hvad?
Maria: Ja, og det er skrevet frem i de her vurderingskriterier, og det er jo det, der er det rigtige, centrale redskab, man jo skal kigge på, når man skal lave sin ansøgning. Det er jo på, hvad er der i sidste ende, der bliver vurderet.
Kim: Hvad tænker du, Lars, om, at nu skal man også vurderes på sin målgruppe?
Lars: Det er jo fair nok, fordi hvis ikke der er et resultat i forhold til nogle specifikke målgrupper, så er der måske slet ikke noget resultat. Så er det hele måske varm luft, og det skal vi jo passe på med, eller gøre alt for at undgå. Og jeg tænker også, at det er svært, fordi vores partner er jo nogle civilsamfundsorganisationer. Den ene det er Gambia Press Union, som er en fagforening, og den anden det er en... Gambia Press Union har så lavet en journalistskole, eller et medieakademi hedder det, der uddanner journalister, men også uddanner kommunikationsfolk, især inden for civilsamfundssektoren. Og det vil sige, fagforeningen har jo nogle målgrupper, det er deres medlemmer, men det er også journalister i det hele taget, det er også medier og redaktører i det hele taget, så det er deres nærmeste målgrupper. Medieakademiet har den samme målgruppe, men har også civilsamfundsorganisationerne som målgruppe. Alle de her har været deres målgruppe. Altså, der er forskellige medier med vidt forskellige målgrupper, der er forskellige organisationer med vidt forskellige, de har nogle målgrupper. Og det kan så være medlemmerne, og det kan være læserne og lytterne, men bagved det er jo hele befolkningen, fordi der er dem, der ligesom er inde for interessefeltet. Hvis man har et medie, der arbejder med farmer, altså landbrugsfolk, så er der nogen, der er inde i den målgruppe, men man vil egentlig gerne tiltale alle bønder. Så vi snakker jo om to, tre, fire lag af målgrupper. Og hvis ikke vi har styr på at nå helt derud, så når vi måske ikke ret langt ud.
Kim: Så det er måske noget igen, ligesom vi talte om før, hvor man får et lille skub mod noget, man egentlig gør lidt i forvejen, og som man også godt virkelig kan have en motivation for at gøre.
Lars: Det nemmeste det er jo at nøjes med at kunne hjælpe partneren i gang med at hjælpe andre i gang. Men når vi tænker helt derud i at aktivere læserne, så læserne bliver deltagere i medieproduktionen, i produktion af artikler. Vi snakker om borgerjournalistik. Vi er helt derude, at vi tænker at medlemmer, men også i community, altså i lokalsamfund, at aktivere dem, så der er lokale aktivister, der er med til både at give en stemme, men også med til at lave de der forandringer. Og det er jo et rigtig interessant perspektiv, at aktivisterne kan være så langt væk fra vores partner.
Kim: Vi går videre til nogle af de næste ting, jeg har noteret mig her. Jeg kan nemlig se, og det er en ting, som der også i alle de år, jeg har været i CISU, så har vi talt om det her Nexus. Og det var også svært lige at få defineret, hvad det nu gik ud på. Der er noget, der hedder nødhjælp, og noget, der hedder langsigtet udvikling, og så er der det her ind imellem. Og der har man så besluttet sig nu at skrive skrøbelighed.
Maria: Ja, og man kan sige, det er jo lidt en udfordring for CISU. Vi har civilsamfundspuljen her, vi har nødhjælpspuljen der, og så har vi jo simpelthen et hul imellem. Det må vi jo sige. Altså, der er masser af behov, når den helt umiddelbare katastrofe er slut, og inden vi kan lave udviklingsarbejde i civilsamfundsregi, som vi ikke kan finansiere. Det håber jeg, vi kan på et tidspunkt, men det er nok ikke det, vi løser med civilsamfundspuljens retningslinjer.
Og det, vi sådan rent teknisk har gjort her, det er, at vi i stedet for at snakke om Nexus, som man nemlig ikke helt kunne støtte, og at man skulle krydse af og argumentere for, om det var skrøbeligt eller ikke skrøbeligt, sådan to bokse, så har vi nu sagt det her med, jamen gå ind og kig på skrøbeligheden i jeres kontekst, på forskellige parametre, social, økonomisk, klima, sikkerhed, og så tage højde for det, når I beskriver kontekster. Altså, når man går ind og beskriver det område og den baggrunde for den sociale problemstilling, man arbejder med, at der er det der, man ligesom skal få beskrevet de forskellige skrøbelighedselementer frem, og så bliver der taget højde for det i vurderingen af ansøgningen. Så det er for at sige, lidt mindre fokus på, er vi i en skrøbelighedsboks eller en ikke-skrøbelighedsboks, og lidt mere fokus på at sige, det er lidt flydende. Der er selvfølgelig nogen eller anden, som bonger rigtig meget ud og er rigtig skrøbelig på rigtig mange parametre, så er der nogen, som heldigvis er det på meget få, men rigtig mange af de lande, hvor de her forskellige indsatser foregår i, er i et mix, hvor der er noget skrøbelighed og noget, der ikke er så skrøbeligt, og det varierer over tid. Så det er der, vi virkelig understreger nu at have fokus på at få det rigtig godt beskrevet, i stedet for fokus på den ene eller den anden boks, kan man sige.
Kim: Ja, fordi jeg tænker, at der måske også er nogen, der tænker, at i det her Nexus, så inde i mit hoved, så handler det også om, at der er nogle steder, hvor der er nogle flygtninge eller nogle internfordrevne, så man kan hjælpe med noget nødhjælp, når det er, groft sagt, når deres liv er i fare, eller at det er meget stærkt behov for det her nødhjælp. Og så er der en eller anden fase, inden man så kan komme til at lave langt sigtet nødhjælp, hvor man har svært ved at komme ind og så lave noget, fordi man kan ikke bare fortsætte med en form for nødhjælp, efter et halvt år eller hvad er det.
Maria: Ja, og der er jo nogle rammer på vores nødhjælpspulje og nogle rammer på civilsamfundspuljen, som gør, at hvor meget vi end kan se behovet her hos CISU, så er der et hul der, som vi ikke kan støtte, desværre. Men man kan meget med nødhjælp, og man kan jo også i nogle tilfælde godt søge civilsamfundspuljen og lave aktiviteter i lande i kontekster, som er rigtig skrøbelige, men det kræver bare et blik på, at der stadigvæk skal være et civilsamfundsperspektiv indover. Det kan ikke være rent nødhjælp i en meget langstrakt krise, for eksempel.
Kim: Og det man så gør, når man så finder et behov for, at nu arbejder vi lige med skrøbelighed i det her område, hvad kunne det så være, for eksempel, at man går ind og giver køb på, havde jeg nær sagt?
Maria: Hvis jeg forstår spørgsmålet rigtigt, så kan man sige, at det vi i puljen går ind og siger, at man kan tage højde for, det er jo eksempelvis, at hvis du arbejder i et meget skrøbeligt område, at så kan der være større udgifter til sikkerhed for partnerorganisationen. Det kan være nødvendigt, hvor man nogensinde vil sige, at det er faktisk nødvendigt at have en bil og transportere sig rundt med hele tiden. Du kan ikke bruge andre måder. Det er her, man vil sige, at de her krav, der ligger på de større indsatser om, at man skal arbejde med fortalervirksomhed, det er selvfølgelig også justeret i, at hvis samfundet er meget ustabilt og myndighederne nærmest ikke er der, så er der jo ikke forventning om, at du kan bedrive sådan en klassisk fortalervirksomhed. Men her går man ind og siger, at så må man arbejde med det, man kan. Prøve måske at styrke sin målgruppe og sin partner i på sigt og kunne gå ind og lave nogle ting. Så der er sådan noget, man tager højde for her, når situationen er meget skrøbelig.
Kim: Ja, okay. Lars, når man hovedsageligt arbejder i Gambia, har der været nogle situationer? Jeg ved, at da jeg besøgte Gambia, der havde de jo en diktator, og de har nu haft nogle demokratiske valg og sådan noget. Har det nogensinde været sådan, at det har været det, vi kan kalde skrøbelighed, eller har der nogensinde været brug for nødhjælp, mens I har arbejdet der?
Lars: Ikke nødhjælp. Det har været et stabilt diktatur i mange år, hvor diktatoren har forfulgt aktivister og journalister. Helt derhen, at mange er flygtet, nogen er blevet dræbt, nogen er blevet fængslet. Så det har været på den måde svært at arbejde i, og man kan sige, at civilsamfundet og medierne var skrøbelige. Og i dag ser vi et demokrati, og der er valg, og det går ordentligt til, men demokratiet er skrøbeligt. Det kan nemt gå galt, og noget der, hvor det kan gå galt, nu har folk mange fået frihed til at sige hvad som helst. Det betyder også, at nogle af dem, der har været opstillet til parlamentet eller som præsident, har kunne spille et etnisk kort, hvor man siger, at os fra den her stamme er bedre end de andre stammer, eller de der fra den stamme er ikke særlig gode. Og det gør jo hele samfundet skrøbeligt. Det er jo noget, vi arbejder med, og det er noget, vores partner lægger enormt meget vægt på. Men det betyder også, at der kan ske noget, og der tænker jeg, at det er super godt, at der er en puljer, som er på en måde mere risikovillig og er mere hurtigtilgængelig end en normal projekt. Og det skal der være for at arbejde i det hul, mellem nødhjælp og udvikling medborgere eller civilsamfundsindsatser. Det er jo egentlig i forhold til at udvikle civilsamfundet alt sammen. Nogle gange er udviklingsperspektivet ikke så langt, men det skal selvfølgelig være en del af det. Til gengæld giver det der skrøbelighedstanke mulighed for at operere, hvor det er svært. Så jeg tænker, at det er meget, meget godt.
Kim: Ja, godt. Ja, fordi vi skal lige over til noget af det, vi talte om før med fortalervirksomheden. Jeg skal lige høre dig en ting, fordi vi har jo netop den her nødhjælpspulje, hvor vi kan se en stor værdi i, at nogen, der har været i et område i lang tid, kan rykke ind. Er det noget, I er bevidste om? Sker der nu en eller anden form for oversvømmelse eller et eller andet, at så kan man gå ind og aktivere sådan et call, som det hedder? Eller er det noget, det opdager man, når det sker?
Lars: Jeg er ikke sikker på, at der har været brug for nødhjælp i den tid, jeg har arbejdet i Gambia. Der har været brug for hjælp til fattige i nogle sammenhæng. Fattigdommen er meget, meget stor. Men jeg tænker, at det er godt at vide, at der er den mulighed. Og i det hele taget, når man læser de nye retningslinjer, ser man den mængde af forskellige slags indsatser, man kan søge. Hvor vi tidligere har været mere vant til at tænke i baner af, at enten har vi en medborgerindsats på under 500.000, eller også har vi en udviklingsindsats, og den er nået større over flere år. Så er der en hel masse små muligheder, som vi skal bruge mere. Også fordi, de er hurtige, og de kan lige gå ind og løse et problem, vi har her og nu. Og det gør hele udviklingsarbejdet meget mere dynamisk.
Kim: Tak for det. Så, Maria, du nævnte jo før, at det her med, når man så arbejder i en skrøbelig kontekst, at så en af de ting, hvor man godt kunne gå ind og pille ved, det var graden af fortalervirksomhed. Samtidig så er det jo nu, at nu skal alle forholde sig til fortalervirksomhed, sådan som jeg forstår de nye retningslinjer. Hvorfor den ændring?
Maria: Man kan sige, at den ændring, vi har lavet, det er, at der tidligere lå et krav, der hed, at hvis man havde lavet en udviklingsindsats over 1 million, så skulle man arbejde med fortalervirksomhed. Og det var sådan et eksplicit et krav. Og nu har vi lavet det sådan, at det skal alle udviklingsindsatserne over en halv million. Og det handler dels om, at vi faktisk kan se, at folk gør det. Selskabsmedlemmer er rigtig dygtige til at have blik for det her med fortalervirksomhed, have blik for rettigheder, have blik for at sige, hvor er der nogle rettigheder, som bliver krænket, og som ikke er til stede, hvordan alle vi kan gå ind og arbejde med det. Så derfor tænker vi ikke, at det er så stor udfordring at lave et krav til folk, som de gør i forvejen. Så det kan man sige, det er sådan den ene grund.
Den anden er det her med, at vi så også har tydeliggjort at sige, det skulle gerne fremgå meget klart, at det selvfølgelig er i tråd med den kontekst, og at der jo også er i vurdering af det krav, og hvordan man opfylder det, og også tages højde for den kontekst, man arbejder i. Og så handler det også om, at et element i den her revisionsretningslinje, som vi ikke har snakket så meget om endnu, det er jo også det her med forenkling, som vi også hele tiden prøver at have et blik for. Og en af de ting, som vi har arbejdet meget med den her gang, det er at prøve at undgå at have for mange forskellige beløbsgrænser. Så er der noget, der gælder over 500.000, og noget over en million, og noget det ene sted og det andet sted. Så det her er et af de steder, hvor vi siger, der var måske ikke grund til at have sådan en ekstra skillelinje inde i en støtteform, eller hvad man sådan kan sige. Jeg tror, når man læser retningslinjerne, vil man også kunne se, at vi har arbejdet med det sproglige, vi har virkelig forsøgt at formulere så tydeligt og nemt, som man kan, selvfølgelig ved blik for, at det jo også er et fagområde her, som selvfølgelig også har sit fagsprog, som så mange andre. Og ellers så tror jeg også, det er rigtig meget i vores forvaltningsvejledning, som jo følges ved retningslinjerne, hvor folk vil opdage, at fx det her med de økonomiske krav, hvad er det egentlig, man skal kunne på en administrativ, og det er også blevet enklere at forstå.
Kim: Ja, fordi det var nemlig det sidste, jeg gerne lige ville ind omkring, det var, at nu har vi jo talt om de her store værdier, og vi vil gerne skubbe noget i en bestemt retning og sådan noget, men der er jo også sådan noget helt strukturelt, og noget firkantet, og noget systemtænkning, hvor du også siger, jamen prøv at høre, i stedet for at man skal stå og vurdere, om man nu er over eller under det her beløb, så er det faktisk nemmere, at alle lige skal forholde sig til det. Jeg har noteret mig nogle andre ting, som der ser ud til, at der er sådan lidt nytænkning eller nogle nye muligheder, i hvert fald så står der, at der er nogle bedre muligheder for både samarbejde og samfinansiering. Hvad skal det sige?
Maria: Jamen det her med samarbejde, det handler om, at vi nu har beskrevet tydeligt, hvad gør man egentlig, hvis man arbejder med en social bevægelse, som ikke er organiseret som en klassisk organisation med bestyrelse og bankkonto, der står beskrevet det her med, hvordan man så kan arbejde med at have flere partnere, og på den måde have det her samarbejde. Vi har også fremhævet flere eksempler på det her med, at man kan samarbejde med forskningsinstitutioner, med private virksomheder, så vi har virkelig prøvet at skrive frem, hvordan er det, at man kan have de her forskellige samarbejder i civilsamfundet, og hvordan er det, at puljen også kan operere med det. Så er der det her omkring samfinansiering, og det handler jo om, at man går ind og søger støtte til en del af et projekt, eller en del af en indsats i Civilsamfundspuljen. Og der har vi mindsket kravene lidt, så det forhåbentlig er enklere for flere at bruge den mulighed.
Og så vil jeg også gerne lige gøre reklame for en lille, lidt overset støtteform, som hedder støtte til ansøgningsproces, som nu har fået sit eget kapitel. Og det handler om, at man simpelthen kan søge Civilsamfundspuljen om de udgifter, der er til at søge noget andet sted. Man kan søge op til 50.000, så det er jo ikke millionerne, men der kan man f.eks. søge, hvis man tænker, jamen vi skal lære at søge den her fond, og det kræver faktisk rigtig, rigtig mange timer, så vi vil gerne aflønne vores studentermedhjælper i to måneder, eller en af vores frivillige, eller vi skal samarbejde med den her virksomhed. Og de vil faktisk gerne gå ind i et stort forpligtende samarbejde med os, men de vil gerne besøge Gambia, eller hvor den var henne først, for lige at se det. Så kan du faktisk søge om udgifterne til at tage den her virksomhedsrepræsentant i hånd og rejse ned og besøge partneren. Så de her udgifter, som ligesom kan ligge som dørtrin, man skal over, for man kan søge andre midler, at dem kan man søge også om. Så det er noget, jeg håber, flere vil få øjnene op for at sige, det er faktisk et af de steder, hvor puljen også kan være en katalysator for, at andre ting kan blive sat i gang.
Kim: Og det er nyt?
Maria: Muligheden har været, og den er blevet lempet lidt, og den er blevet tydeligere beskrevet i håbet om, at der er flere, der vil gøre brug af den.
Kim: Jeg kan jo også se, at der er noget, vi har været inde omkring det her med de her beløbsgrænser, som ikke længere, man skal se så meget på. Og så er der en anden grænse, som vi også har talt om, det her med antal medlemmer i en organisation. Ja, der er jo en god nyhed til de mindste organisationer, nemlig at man nu kun behøver at have 25 betalende bidragsydere eller medlemmer, hvis man søger op til en halv million, hvor det tidligere har været 50, der har været kravet for alle. Nu er det over en halv million, så kræver det også stadigvæk 50 medlemmer, men det er faktisk for de mindre organisationer en mulighed for at komme ind og kunne søge puljen, også selvom man ikke kan leve op til de her 50.
Og så en anden nyhed også, tænker jeg, til de mindste ansøgere, det er, at den støtteform, der hedder småindsatser, S-I'erne, som nu har været op til 100.000, de har sat op til 200.000, og det er den enkleste støtteform at søge. Det her ansøgningsskema er kortest, vurderingen er mildest, kan man sige, selvfølgelig er der jo stadigvæk nogle minimumsting, man skal leve op til, men her er lidt flere penge at gøre godt med.
Så det gør forhåbentlig også, at den her støtteform er interessant for flere nye og mindre ansøgere, og måske også for nogle af de store organisationer, som kan bruge den fleksibilitet, der ligger i hurtigt at kunne lave en mindre ansøgning, og så kunne afprøve noget nyt, eller reagere på et behov, der opstår.
Kim: Det vil jo altid være sådan, at hvis man ændrer noget, så kan man godt tænke, hvorfor ændrer vi det ikke helt? Når vi nu går fra 50 til 25, hvad plejer du så at sige, når der er nogen, der siger, vi har bare 8 virkelig ildsjæle, hvorfor kan vi dog ikke søge, hvorfor skal vi ud at have nogen, som skal melde sig ind i vores forening?
Maria: Jamen det handler om, at vi jo siger, at det her er et civilsamfund, og det bæres af flere mennesker, og det er jo også et krav. Pengene kommer jo fra udenrigsministeriet, og der ligger jo også det at sige, at hvis man vil have del i vores allesammens skattekroner, så skal man også vise, at der er mere end dig, din mor og de seks andre i din familie, hvem var du havde med her, som synes det er en god idé. Så det er jo der, man er inde at sige en form for dokumentation for folkeopbakning.
Kim: Og så skal jeg spørge dig, Lars, hvad betyder det for jer, at der er nogle af de her, for eksempel grænsen af medlemmer, men også det her med mulighed for samfinansiering, er der noget af det, der er til og med brugbart for jer?
Lars: Ja, vi har ikke brugt det før, men vi har jo arbejdet med at søge andre donorer, og vores partner arbejder i den grad med det, og med den her støtteform, så kan vi jo tage ned og snakke med dem om, når der er et behov, når der er en mulighed, så vil vi gerne støtte jer i at forfølge den, eller omvendt, hvis de tænker, de vil gerne samarbejde med. Lad os sige, at Fagforeningen, Journalistfagforeningen, vil gerne samarbejde med en anden journalistfagforening, som kan et eller andet, så kunne vi godt formidle en ansøgning til at støtte sådan en udvikling. Det kan også være, at Medieakademiet vil samarbejde med en anden kommunikation- og journalistskole et andet sted, så kan vi gå ind der, og det fede er jo, at det er med til at gøre vores partner mere selvstændige og bæredygtige, at de på den måde udvider deres partnerskab og får flere donorer og på den måde samarbejdspartnere.
Kim: Og hvad tænker du om det her med, at man dog skal have et vist antal medlemmer i en organisation for at kunne søge midlerne?
Lars: Jeg tænker, at det er fair nok, at vi selv tænker en vis bæredygtighed eller dybde i det, vi laver, for de ellers kan der hurtigt være to, tre, fire, fem mennesker med en god idé. Og tanken er jo, at vi er en egentlig partner, som står til rådighed i et samarbejde med en anden partner. Og hvis ikke partneren herhjemme er reelt eller virkeligt, så er det måske slet ingenting. Andet end en god idé, og så er der hurtig aktivisme og så er det færdigt.
Kim: Ja, så går vi et glip af det her langvarige, du har talt om. Vi skal til at runde af nu. Først vil jeg sige tak, fordi I stillede op til det her, men jeg kunne godt tænke mig at høre, Maria, hvad gør man så nu? Nu kan det være, at man er blevet inspireret til, og du har også talt om, at vi har mange brugere af puljen, det er sådan set ikke en mangel på, men det kan jo godt være, at vi får nogle flere potentielle ind. Hvad gør man så som næste trin nu?
Maria: Så går man ind på CISUs hjemmeside og læser de her retningslinjer, og så ligger der jo, hvis man tænker, at det lyder interessant, så hvis man er medlem af CISU, så synes jeg, at man skal komme til en rådgivning, som der er. Så sagde du, at der er mange muligheder, og det er noget af det, vi rigtig gerne vil snakke med jer om, og prøve at guide på vej, hvad kan man med den her støtteform, hvad kan man med den her støtteform. Der ligger også ansøgningsskema til det hele, hvor du spørger, skal jeg så forklare det? Det skulle jo meget gerne fremgå her, hvad det er, man skal forklare i de her ansøgningsskema og så videre. Så det synes jeg da, at man skal gøre, og søger man hos CISU efter 1. februar, så er det de her nye retningslinjer og nye ansøgningsformat, der gælder.
Kim: Tak for det.