Nyhed -
Åbent brev til DERF COVID19-ansøgere
Det er en intens og svær tid med COVID19-pandemien, helt særligt for de mest sårbare befolkninger og deres organisationer i lande, som ikke er lige så robuste som vores Danmark. Derfor havde vi i CISU og i DERF-teamet hænderne helt oppe af glæde, da nyheden kom ud om, at det var lykkedes at sikre en allokering af COVID19-midler til DERF som del af den første COVID19 Afrika-hjælpepakke.
Det er midler til at støtte det store arbejde, I laver sammen med jeres lokale partnerorganisationer i de lande og blandt de befolkningsgrupper, som er og bliver særligt ramt af pandemiens negative effekter.
Vi fik tildelt 25 millioner danske kroner. Dette var en fordobling af det første udspil, der havde været i de politiske forhandlinger til, hvad der skulle tilgå DERF-puljen – og jer. Det var det stærke lobbyarbejde udført af mange af jer, kombineret med vores fortsatte dialog med de forskellige aktører, som gjorde, at det blev 25 milloner danske kroner.
Vi vidste godt dengang, at selv 25 millioner danske kroner ikke ville række til at kunne understøtte jeres kapacitet til at imødekomme de COVID19-behov, I vil se hos jeres målgrupper. Men vi havde ikke forudset, at der ville være så stort et spænd mellem det, vi fik tildelt, og det, I kan løfte.
I indsendte 78 ansøgninger om COVID19-indsatser og søgte for næsten det tre-dobbelte af det beløb, vi havde til rådighed. Alle ansøgninger er blevet behandlet ud fra deres plads i køen af ansøgninger. Vi har efter et par ugers intens arbejde bevilget COVID19-midler til 28 ansøgninger. De 28 indsatser vil blive implementeret af 19 forskellige danske organisationer sammen med deres 26 lokale partnerorganisationer i 15 forskellige lande. Vi har også givet afslag på 10 ansøgninger, som blev vurderet til ikke at leve op til DERF-COVID19-kriterierne for at kunne få en bevilling.
De sidste par dage har mange af jer modtaget en email fra os om, at jeres ansøgning(er) ikke kan støttes, fordi COVID19-midlerne er udtømte. Der var tale om i alt 40 ansøgninger om finansiering på cirka 33 millioner danske kroner af COVID19-indsatser. Ansøgninger fra større såvel som mindre organisationer, og fra DERF-prækvalificerede og erfarne såvel som ikke-prækvalificerede ansøgerorganisationer. Det er nedslående, at så mange organisationer og indsatser har fået afslag på grund af mangel på midler.
Vores formål er altid at bidrage til, at rammerne for jeres arbejde er så gode som overhovedet muligt. Derfor kommer vi til at tage ovenstående med ind i vores fortsatte dialog med ministeriet. Vi har allerede sendt ministeriet en rapport om udmøntningen og alle de ansøgninger, som ikke kunne støttes. Vi kommer til at fortsætte dialogen med ministeriet og med de politiske ordførere som fælles tager beslutninger omkring finansiering af dansk udviklingssamarbejde. Dette er både i den fortsatte udmøntning af de ekstra COVID19-midler, hvor første udmøntning blev aftalt den 2. april, anden udmøntning fandt sted den 10. juni og tredje udmøntning kommer til efteråret, men også særligt vigtigt med henblik på at få indflydelse på finansloven for 2021.
Vi vil gerne have jeres perspektiv med ind i dette arbejde, samtidig med at vi håber, at vores bidrag vil komplementere jeres egne indsatser for at sikre en relevant dansk støtte til danske civilsamfundsorganisationers arbejde i skrøbelige- og humanitære situationer. COVID19-pandemien viser tydeligt behovet for jeres arbejde.
For at kunne få jeres perspektiv med, vil vi invitere jer alle til et fælles møde i slut august – eller start september. Vi vil senere sende yderligere information ud om det og ser frem til at møde jer på mødet.
Med venlig hilsen
CISU